Inden jeg begynder at beskrive min oplevelse af opvågningen efter operationen, er det meget vigtigt at nævne, at ikke to rygge er ens. Du vil måske opleve det helt anderledes end mig. Det her er derfor min subjektive beskrivelse af opvågningen – og ikke din. Men jeg er alligevel af den overbevisning, at du kan få rigtig meget ud af at høre om mit forløb inden dit eget, så du har noget at forholde dig til. At man ikke ved hvad der venter på den anden side, er nemlig noget af det mest frustrerende inden operationen.

Jeg vil starte med at beskrive opvågningen, som jeg selv husker det. Dernæst vil jeg indsætte min mors note fra min dagbog. Hun var nemlig så sød at notere forløbet på sygehuset ned i min lille bog – prøv at se om du kan få en til at gøre det samme for dig.

Opvågning

Da jeg vågnede op efter operationen, var jeg overrasket over, hvor klar jeg var i hovedet. Det første jeg gjorde, var at bevæge mine tæer, fødder og fingre for at sikre, at jeg ikke var blevet lam undervejs. Kæmpe lykkefølelse da jeg fandt ud af, at alt var som det skulle være. Jeg kunne høre, at de to sygeplejersker der stod ved mig, brokkede sig over, at de ikke snart fik lov til at køre mig ind – jeg tror ikke de vidste, at jeg kunne høre det. Jeg var så imponeret over, at alt i min krop bare føltes så lækkert. Jeg havde ikke spor ondt – og jeg var mildest talt hammer skæv af alt det morfin.

Da jeg kom ind på opvågningen, kom Søren Eiskjær (verdens rareste skoliose-læge) ind for at fortælle, at alt var gået godt. Han var hurtigt ude igen, og så kom min dejlige mor ind med det samme. Det første jeg spurgte om, var: ”hvordan er det gået med Kents projekteksamen?” Det var da ret sejt, at jeg var klar over at han havde været til eksamen og formåede at interessere mig for det. Der kom flere gange sygeplejersker hen for at høre hvor mine smerter lå på en skala fra 1-10. Første gang svarede jeg: ”NUL – mine smerter er nul, jeg kan slet ikke mærke noget” med et kæmpe smil på læberne og små øjne, der var helt hævede op og slet ikke mulige at åbne – en glad lille julegris med slanger det ene og det andet sted.

De var så søde ved mig alle sammen, og jeg fik besøg af både min mor, far, kæreste og veninde i løbet af den første dag på opvågningen. Der var den skønneste sygeplejer, Bernt, som jeg havde den bedste kemi med. Han gav mig lidt at drikke, og der ville glæden altså ingen ende tage. Efter at have været tørlagt i så mange timer (faste i over 12 timer og narkose omkring 8 timer), var det virkelig guld værd at få lidt væske i munden. Selvom Bernt advarede mig om ikke at drikke for hurtigt pga. risikoen for opkast, fortsatte jeg ufortrødent. Det havde selvfølgelig sin pris. Efter kort tid kastede jeg op i en stor stråle ud over det hele – ups. Og lige præcis opkast var noget af det, som jeg havde frygtet mest og noget af det, der er flest skræmmehistorier omkring. Men her kan jeg da lige berolige dig igen: ingen skade var sket. Jeg syntes nærmest, at det var frås, at de skulle til at vaske både mig, min lækre patientskjorte og puden. Men det mente de nu, at de alligevel skulle.

Da jeg var blevet ren igen, og morfinrusen begyndte at lægge sig, kom virkeligheden forbi og hilste på. Smerterne steg på skalaen, og jeg kastede op et par gange mere. Det føltes så underligt, fordi hele overkroppen jo var fuldstændig stiv som et bræt, det var derfor ikke særlig naturligt at lave den brækrefleks, som normalt følger med opkast. Men ud kom det, om jeg ville eller ej, og det gjorde ikke decideret ondt, det føltes bare så skørt.

Hen på aftenen sov jeg et par gange i kort tid af gangen (tror jeg). Min mor fik lov til at sove i en stol ved siden af mig. Sikke en heltinde, hun har selv en træls ryg, men alligevel insisterede hun på at blive ved mig, hvilket jeg var så taknemmelig for. Det gjorde mig så tryg, at hun var der. Natten føltes ret lang og var ikke videre behagelig, men det gik fint, og det var slet ikke i nærheden af at være så slemt, som jeg havde forestillet mig.

Note fra min mor

26/6-2014 Operation i dag

Sanne skulle møde op fastende på afd. O2 kl. 7.00. Blev kørt til OP kl. 7.45. Sanne var dejlig frisk. Helle og Julie [mine to bedste veninder] mødte os i forhallen kl. 6.40. Sanne, Julie og Helle pjattede og hyggede – så dejligt at se og jeg, mor, nød at mærke den gode stemning. Vi fik Sanne afleveret i OP – pyha det var hårdt, men Sanne du var så mega sej.

Det blev en lang dag og kl. 15.45 blev Sanne kørt til opvågning 1. Jeg sad klar, det var så nervepirrende at vente. Søren Eiskjær, som opererede Sanne, kom sammen med en sød narkosesygeplejerske over og fortalte, at alt var gået meget godt, og at Sanne var en meget dejlig pige, som havde klaret det så flot. Søren var meget tilfreds med resultatet, og Sanne kunne bevæge fødder og tæer, som hun skulle. Jubii – så langt så godt.

Sanne du snakkede løs da jeg kom ind til dig. Du kunne huske alt fra i morges, og havde det godt. Dine øjne var meget hævet, da du jo havde ligget med hovedet ned af i så lang tid. Men det fortog sig i løbet af aftenen. Personalet var over dig hele tiden – utrolig søde.

 

Du fik morfin hver 3. time, det var 100 gange så stærkt som almindelig morfin.  Under operationen fik du morfin, som var 1000 gange så stærkt som almindelig morfin. Du fik to glas vand – lidt senere kastede du op et par gange, men var ellers okay og godt smertedækket. Du havde mistet 3 liter blod under operationen og fik 2 liter tilsat. Senere på aftenen mistede du ca.½ liter blod [igennem ryg-drænet]. De var ikke helt tilfredse med dine blodprøver, men det gik på plads igen. Du fik lidt feber i løbet af aftenen.

Jeg overnattede hos dig, og natten forløb roligt – du sov indimellem og var meget afslappet. Du var god til at lave dybe vejrtrækningsøvelser, så det hjalp også. Bernt, som passede dig under den første vagt i opvågningen (kl. 16-23), fortalte da han gik fra sin vagt, at han aldrig havde oplevet så godt et forløb som dit. Du var så rolig, og han vimsede om dig for at sikre, at du var okay. Du er så sej.