Uge 10 Challenge

Operation: Dag 1

Dag 1 med en ny ryg, ja faktisk med en ny krop, startede fint. Jeg skulle have skiftet skjorte og vaskes på ryggen, så der kom to søde sygeplejersker hen for at hjælpe mig. Den ene vendte mig rundt på siden, mens den anden fik skjorten af og på, og vaskede min ryg. Det var første gang jeg prøvede at vende på siden. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Der må da være noget helt galt her”. Det føltes så underligt, og min krop var så tung, at jeg ikke selv kunne holde mig på siden. Men selvfølgelig er det helt normalt, at man lige skal lære sin nye ryg at kende. Allerede anden gang jeg skulle på siden, føltes meget mere okay. Kl. 10 kom der en portør, som kørte mig op til ”min” stue. Jeg fik en enestue, det var rigtig dejligt, men også meget stille. Min mor var lige hjemme for at få lidt mad og et bad, så jeg var alene på stuen den første times tid. Allerede da portøren begyndte at rulle min seng ud mod elevatoren, kunne jeg mærke en fornemmelse af køresyge, og kvalmen kom langsomt snigende. Da jeg lå på stuen, nåede jeg lige at trække i snoren efter en sygeplejerske, og så kastede jeg op. Jeg prøvede at ramme den lille brækpose, som jeg havde haft i hånden hele natten, men det gik ikke skide godt. Jeg blev vasket igen og faldt lidt til ro.

Rimelig smadret pige, godt dopet og træt.

Rimelig smadret pige, godt dopet og træt.

Jeg fik besøg af både mine forældre, søskende, veninder og kæreste denne dag. Det er egentlig i sig selv noget af en præstation med så meget besøg. Men heldigvis kunne og skulle jeg jo ikke gøre noget som helst andet end at tænke på mig selv og min nye ryg. De var så søde og betænksomme alle sammen, de passede rigtig godt på mig.

Jeg havde ikke rigtig nogen appetit, men jeg fik vist klemt lidt frugt ned i løbet af dagen. Pga. kvalmen og trætheden var det, for en gangs skyld, ikke lige mad, der stod nr. 1 på min ønskeliste. Men jeg fandt ud af, at de havde noget kvalmestillende sorbet-is på afdelingen, som smagte virkelig dejlig frisk – det fik jeg ned uden problemer.

Det var også Dag 1, hvor jeg skulle op at sidde og stå første gang. Der var to meget søde sygeplejersker eller assistenter til at hjælpe mig. Først gennemgik de lige teknikken for at komme op at sidde. Men i virkeligheden er det meget sværere, når man selv skal gøre det. Men heldigvis kun de første gange. Al begyndelse er jo svær, som man siger. Jeg kom op at sidde med lidt hjælp fra dem. WOW en vild følelse! Det havde jeg simpelthen ikke forestillet mig. Det gjorde ikke ondt på nogen måde. Men det spændte så utrolig meget i ryggen. Jeg blev meget bleg og svimmel, måske pga. alt det blod jeg mistede under operationen og alle de liggende timer uden ret meget bevægelse. Men jeg sad ret som et bræt. Jeg fik ros for at have en rigtig god balance – jeg sad der bare. Næste udfordring var at komme op at stå. Her fandt jeg ud af hvor meget styrken i benene egentlig skulle bruges. Jeg holdte ved et gangstativ, og rykkede mig lige så stille ud på kanten af sengen. Det gik langsomt, men op kom jeg. Jeg kom også hurtig ned igen. Det var en kæmpe sejr at være oppe, og det løsnede dejligt op i den spændte ryg. Man bliver simpelthen så øm af at ligge så meget ned, så jo mere bevægelse man kan lave, jo bedre. Jeg blev vendt på siden et par gange. Der var stor forskel på hvordan det føltes. Nogle var simpelthen så gode og hurtige, hvor andre ikke var nær så effektive, og så kunne det godt gøre ret ondt. Min kæreste og min far lærte hurtigt at vende mig selv, det var en succes.

Smerterne var værre denne dag end på opvågningen, men ikke uudholdelige. Jeg brugte rigtig meget min vejrtrækning til at finde ro i min ryg og i min krop. Hvis først kroppen begynder at spænde, er smerterne meget svære at dække. Men hvis man slapper helt af, og trækker vejret roligt og kontrolleret, bliver smerteniveauet automatisk lavere. Prøv det selv. Det samme gælder, hvis man har smerter af en anden grund, eller hvis man er ked af det.

Natten var lidt noget møg. Jeg kunne ikke sove, smerterne blev værre, der var alt for stille og jeg blev utålmodig og irriteret. Heldigvis havde jeg Kent til at sove på et liggeunderlag ved siden af mig. Normalt er det kun patienter under 18 år, der må have overnattende gæster. Men vi fik lov af en sød sygeplejerske alligevel. Nok fordi vi selv havde liggeunderlag og sovepose med, og fordi jeg have en stue for mig selv.

Jeg tror jeg fik sovet lidt sidst på natten.

Note fra min mor

27/6-2014 Dag 1

I morges fik du lidt jordbæryoghurt – det hele røg op igen lidt senere. Du blev kørt op til din stue på O2 kl. 10. Til frokost fik du lidt saftevand, en lille bitte smule banan og jordbær. Du kastede op et par gange i løbet af dagen. I dag har du lidt flere smerter end i går, men du er stadig rolig og klarer det utrolig godt. Du har været vågen en del i dag.

Om eftermiddagen skulle du op at stå. Først op at sidde og så helt op. Du blev meget svimmel, men det lykkedes. Senere på dagen blev du vendt om på siden et par gange. Du fik lidt jordbær og banan i løbet af dagen og til aften fik du en lille smule kylling og bulgur.

Kent sov hos dig denne nat. Du havde mange smerter, og sov ikke ret meget.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uge 10 Challenge