5 Gode til Glad Rengøring

Operation: Tanker Efter

Dette indlæg er en kopi af den artikel, jeg skrev til Skolioseforeningens medlemsblad, Rygsøjlen, efter min operation. Det er noget af en smøre omkring min indsats, mine mærkedage og selve forløbet efter operationen. God læselyst 🙂

Jeg gjorde det! Jeg kom igennem operationen, og jeg er nu på den anden side, som jeg har set frem til i så ufattelig mange år. Der er sket så meget, og så alligevel ikke. Alle de tanker og alle de forberedelser jeg havde op til operationen, var bestemt ikke forgæves – det har virkelig belønnet sig, hvilket jeg vil fortælle om i denne artikel.

Jeg blev færdig med min bacheloruddannelse den 17. juni med en flot karakter, men alligevel kunne jeg ikke helt finde ro i min mave. Eksamen var egentlig ”bare” et praktisk ærinde, der skulle ordnes inden den endelige udfordring: OPERATIONEN! Derfor blev de efterfølgende dage også brugt på mange spekulationer og endnu flere forberedelser. Men endelig blev det den 26. juni. Jeg fik lov til at sove hjemme den 25. og skulle derfor møde op på O2 på Aalborg Sygehus kl. 7.00 torsdag morgen. Min mave vender sig helt lige nu ved tanken om den morgen, for det var så uvirkeligt. Det føltes så forkert at møde ind 100 % rask og frisk i godt humør med min mor og to bedste veninder for så at trække i det afskyelige sygehus-tøj. Man ser jo nærmest syg ud så snart man får det tøj på, og lægger sig i den seng. Først skulle jeg dog lige rense neglelak af mine tæer (Ups!).  Portøren kom ind og hentede mig, og fortalte os, at de andre gerne måtte følge med lidt endnu.

Så kom jeg i tøjet. Billedet er taget lige inden portøren kom og hentede mig.

Så kom jeg i tøjet. Billedet er taget lige inden portøren kom og hentede mig.

Jeg blev kørt ned til det rum, hvor man bliver briefet inden narkose. Det var de sødeste sygeplejersker, der mødte mig, og jeg kunne ikke helt lade være med at smile, selvom tårerne forsigtigt trillede ned ad kinderne på både mig, min mor og mine veninder. Jeg fik sagt farvel og sendt de andre ud – puha. Nu var det nu, og jeg kunne ikke være mere klar. Jeg vidste, at jeg havde gjort ALT hvad jeg kunne for at forberede mig til den operation.

  • Jeg havde omlagt min kost til at være væsentlig mere sund, varieret og proteinrig, dog uden at blive fanatisk.
  • Jeg havde smidt mine p-piller 2 mdr. forinden, for at mindske risikoen for blodpropper
  • Jeg havde ikke rørt alkohol i flere måneder
  • Jeg havde gennemsnitlig trænet 5 gange i ugen siden januar
  • Jeg begyndte at svømme regelmæssig et par gange i ugen, da det skulle være godt for ryggen. Det kan virkelig anbefales, jeg fik koblet fuldstændig af hver gang jeg ramte vandet.
  • Jeg havde dyrket yoga mindst 1 gang i ugen for at bevare og øge min smidighed, stabilitet, balance og styrke
  • Jeg havde sørget for at få min søvn – hver nat.
  • Vigtigste forberedelse: jeg havde snakket med flere forskellige piger, som allerede havde været igennem operationen, som kunne fortælle om det, der ventede mig.

Nogen vil måske mene, at det er liiige i overkanten at gøre så meget ud af forberedelserne, men for mig var det slet ikke en mulighed at lade være. Jeg var så motiveret for at gøre det her godt, og for at komme stærkt igennem det. Og nu er jeg igennem det, jeg er på den anden side, jeg skal ikke bekymre mig om en skræmmende dato ude i fremtiden, jeg skal ikke bekymre mig om risici, jeg skal bare være her og fortsætte fremad. Jeg vil prøve at lave en lille oversigt over forløbet den første uge efter operationen, det var nemlig noget af det, som jeg selv virkelig gerne ville have set inden operationen. Til sidst vil jeg lave en lille oversigt over mærkedage i det videre forløb. Her er det selvfølgelig vigtigt at understrege, at ikke to rygge er ens og derfor er det her kun min subjektive og personlige beretning om min operation, som ikke nødvendigvis kan generaliseres til andre operationer.

Den første uge

OP-DAG: Operationen gik godt. Den tog ca. 7 timer og jeg er blevet stivgjort fra T3 til L3 (34 cm stav). Jeg vågnede op i strålende humør, og evt. en anelse skæv af morfinen. Mine øjne var hævet fuldstændig op, så jeg slet ikke kunne åbne dem mere end en lille sprække. Forestil dig en glad lille julegris med hævede øjenlåg, et kæmpe smil og meget vippende fødder. Jeg var nemlig så stolt af at vise dem alle sammen, hvordan jeg sagtens kunne bevæge både fødder og ben. Jeg fik så meget ros af både læger og sygeplejersker, og alt var egentlig godt, selv da jeg kastede op i en kæmpe stråle ud over det hele. Men så kom natten, og virkeligheden ramte… Nu var det pludselig ret ubehageligt at ligge der, uden at kunne bevæge sig, og bare være helt hjælpeløs. Men min mor overnattede i en stol ved siden af mig hele natten, hvilket jeg er så taknemmelig for, det gjorde mig virkelig tryg.

Dag 1: Jeg kom for første gang om at ligge på siden, hvilket føltes meget mærkeligt og unaturligt, men gik ellers fint. Jeg blev ”udskrevet” fra opvågningen og kørt til sengeafsnittet på O2, hvor jeg fik min egen stue. Jeg fik kvalme af køreturen op til stuen, og smerterne var lidt stærkere dag 2. Jeg kastede op et par gange i løbet af dagen, og havde svært ved at få noget mad ned. Min mor fik dog nogle friske jordbær og lidt banan i mig. Jeg var vågen det meste af dagen, og tog bare en time af gangen med nogenlunde højt humør. Jeg havde besøg af min familie, kæreste og to veninder. Om eftermiddagen skulle jeg for første gang op at sidde og op at stå. Det spændte utrolig meget i ryggen at komme op og jeg blev ret svimmel, men op kom jeg. Det var rart at komme ned i liggende stilling igen. Jeg blev vendt på siden et par gange i løbet af dagen og natten. Natten var lang med en del smerter og ikke ret meget søvn. Min kæreste sov på gulvet ved siden af mig.

Dag 2: Jeg var ret træt, og kunne ikke rigtig overskue at skulle mosles ud af sengen igen og op at stå. Men det hjalp faktisk rigtig meget på både smerter og psyken at komme op. Jeg blev ret bleg og svimmel da jeg kom op, men jeg gik rundt på stuen med et af de høje gangstativer, og jeg kom også ud på gangen at gå – kæmpe succes. Det gav lidt appetit at komme op, så jeg fik noget mad ned. Jeg nåede at komme op at gå en gang til inden sengetid, denne gang kom jeg op at stå fra siddende stilling helt uden hjælp. Min kæreste sov ved mig igen om natten og hjalp med at vende mig om natten, så vi ikke skulle kalde efter sygeplejerskerne. Denne nat gik noget bedre, jeg sov flere timer sammenhængende, trods smerterne.

Dag 3: I dag blev mit dræn taget ud, det føltes underligt, men gjorde ikke specielt ondt. Jeg fik skiftet mit plaster og fik af vide at jeg var blevet syet med indvendige sting, og at såret så rigtig flot ud. Der blev taget billeder af ryggen imens, og det var så vildt at se den helt lige for første gang i mange år. Jeg kom på toilettet for første gang og fik et dejligt bad. Det var hårdt, men virkelig dejligt. Herefter en lur mens fjernsynet kørte ved siden af mig, det virkede beroligende.

Dag 4: Hektisk formiddag som bød på et bad og fjernelse af blære- og  smertekateter, hvilket jeg slet ikke kunne mærke. Over middag blev jeg overflyttet til Frederikshavn Sygehus med liggende sygetransport. Turen gik fint og ingen kvalme. Der var en helt anden ro over Frederikshavn Sygehus, og det var næsten som at komme ind på et hotel. Jeg var oppe at gå en del gange, og brugte ikke længere gangstativet. For første gang var jeg også oppe at sidde i en stol med en høj rygstøtte bag mig. Kroppen begynder at slappe mere af. Et lille overblik over hvad jeg kunne på dette tidspunkt (uden hjælp): vende mig om på begge sider, rejse mig op at sidde, rejse mig op at stå, gå selv uden hjælp, sidde i en stol 5-10 min, gå på toilettet selv og børste tænder selv.

Dag 5: Efter en nat med smerter og ikke alt for meget søvn var jeg lidt træt om formiddagen. Jeg kom dog op at stå på ét ben, og lavede et par yoga-balanceøvelser da min veninde kom på besøg, hvilket var en stor sejr. Jeg laver flittigt træningsøvelserne fra fysioterapeuten to gange dagligt.

Dag 6: Jeg fik besøg af fysioterapeuten som trænede med mig, og meddelte, at jeg var klar til at komme hjem. Da min far kom og hentede mig, havde jeg endda overskud til at tage trappen det første stykke i stedet for elevatoren. Turen til Aalborg gik fint, men det var ret besværligt at komme ind og ud ad bilen. Det var så dejligt at komme ud i frisk luft igen, og hjem i vante omgivelser. Jeg gik en lille tur udenfor på ca. 10 min. sidst på dagen.

Dag 7: Første dag hjemme. Jeg lå meget ned, men var også oppe at sidde en del gange og gå rundt. Jeg var ude at gå ca. 15 min. i den friske luft. Frustrerende at være kommet hjem, men stadig have brug for hjælp. Humøret var dog fint, appetitten bedre, men maven ikke helt samarbejdsvillig.

Herefter tog den ene dag den anden og tiden er egentlig gået rigtig stærkt. Jeg lærte hurtig en god teknik med at komme ind og ud af bilen, så jeg kunne komme med på små ture, og bl.a. med i sommerhus et par dage efter jeg blev udskrevet. Jeg er rigtig glad for at jeg valgte operationen, og jeg kan kun anbefale, at man sørger for at forberede sig godt i månederne op til.

Tak fordi du læste med. Du er altid velkommen til at kontakte mig med spørgsmål på: sanne.kjeldsteen@gmail.com eller følg med på instagram eller bloglovin (info i højre side af bloggen).

Mærkedage:

  • Gåtur på 3 km: Dag 14
  • Første tur ud at spise frokost på cafe (ca. på farten i 3 timer): Dag 15
  • Gåtur på 5 km: Dag 18
  • Første shoppetur (Ca. på farten i 5 timer): Dag 20
  • Ude af alt smertestillende (også panodil): Dag 20
  • Første tur i biografen: Dag 21
  • Første dagsudflugt – ca. 9 timer: Dag 36
  • Gåtur på 8 km: Dag 40
  • Træne i motionscenter (motionscykel + ryg-, skulder-, balance- og maveøvelser): Ca. efter 6 uger
  • Cykel første gang: Efter 7 uger
  • Svømme første gang: Efter 7 uger
  • Begynde arbejde: Efter 8 uger
  • Begynde at studere: efter 9 uger

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 Gode til Glad Rengøring