Skoliose – Fra en Venindes Perspektiv

Jeg vil gerne give ordet til min dejlige veninde, Julie, som har skrevet et indlæg til jer omkring det at være veninde til en med skoliose. Julie starter helt fra da skoliosen blev konstateret og indtil nu. Læn jer godt til rette og tag imod 🙂 

Jeg husker ikke rigtig, hvornår Sanne første gang fortalte mig om sin ryg. Jeg kendte hende da det blev opdaget – altså skoliosen, men husker ikke min reaktion eller de tanker som fulgte. Jeg tror egentlig bare jeg synes det var svært at forstå og svært at forestille sig – for hvordan ville fremtiden se ud for Sanne, og hvordan kunne jeg støtte min veninde, når jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle støtte. Sanne og jeg mødte hinanden første gang, da Sanne begyndte i min 5. klasse i folkeskolen. I 6. klasse var vi allerede meget tætte veninder, og her kom det på tale, at Sanne skulle have korset. Det blev senere til en realitet, og Sanne blev indlagt på sygehuset med henblik på at lære korsettet at kende. Jeg og en anden veninde, Mathilde, blev indlagt med Sanne. Dengang var sygehusvæsenet vist lidt anderledes 🙂 Jeg husker i hvert fald ikke, at der var de store problemer med, at Mathilde og jeg var der. Vores tilstedeværelse betød, at vi ”pjækkede” fra skole, hvilket vores klasselærer til sidst blev lidt utilfreds med – men det at støtte Sanne betød så meget for mig dengang, at jeg bare ville være hos hende.

 

Vores venskab har, næsten lige siden vi mødte hinanden, været meget tæt og stærkt, og det har været en kæmpe gave at have i ungdommen, og er det virkelig også den dag i dag. Jeg husker, at Mathilde og jeg lærte, hvordan vi skulle spænde Sannes korset. Det var virkelig en ubehagelig situation, fordi vi skulle spænde Sanne så meget ind, at det gjorde ondt på hende – men vi vidste jo, at det muligvis ville være en hjælp på sigt, så vi lærte det og igennem perioden, hvor Sanne havde korset spændte jeg det ind, når hun havde brug for hjælp til det. Uanset hvor mange gange jeg gjorde det blev det aldrig naturligt eller behageligt, men på grund af Sannes måde at håndtere situationen på, og hendes accept af korsettet, så hjalp det. Jeg prøvede nogle gange selv korsettet, og jeg kan huske, jeg bare tænkte: hvordan kan hun klare det? Sanne klagede sjældent. Det var som om hun havde sat sig det mål, at hendes ryg ikke måtte forhindre hende i at leve et almindeligt liv og ikke måtte forhindre hende i at nå de mål og ønsker hun havde for sit liv –og det mål levede hun konstant op til, og lever op til den dag i dag. Jeg har aldrig på nogen måde hørt Sanne sige fra til noget grundet sin ryg – i hvert fald kun, hvis det rent fysik var umuligt for hende. Fester, venner, fyre, ungdomsliv – Sanne gennemgik det hele som Sanne, og ikke som Sanne og korset. Korsettet blev som en del af hende der bare var en nødvendighed, men ikke en hindring. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Endelig kom den dag, hvor Sanne skulle slippes fri af korsettet og det var virkelig en glæde – for selvom hun havde klaret det ubeskrivelig godt, så havde korsettet selvfølgelig sat sine spor, og Sanne var i en periode meget tynd, da hun slet ikke kunne få noget mad ned nogle gange, fordi korsettet var så stramt – samtidig med, at hendes krop var tydeligt mærket af at være spændt ind – med slidsår oppe i fx den ene armhule, hvor en af korsettets sider gik op for at rette hende mere op i den ene side. Eftertiden gik selvfølgelig med at nyde befrielsen fra korsettet – men usikkerheden om fremtiden og en mulig operation lå hele tiden og spøgede – i nogle perioder mere eller mindre, og da Sannes ryg efterhånden var begyndt at blive for skæv meldte operationsdagen sig. Jeg tænkte meget på det her med om jeg synes operationen var en god ide for Sanne, men efter jeg havde været med på sygehuset, og set ryggens hældninger samt hørt en læge anbefale operationen kraftigt var jeg ikke i tvivl. Og jeg var heller ikke i tvivl om, at Sanne ville klare det. Jeg har selv gennemgået to operationer – nogle meget små af slagsen, men alligevel var det med til at jeg godt kunne sætte sig lidt ind i, hvordan det måske ville føles for Sanne at skulle opereres, og hvad eftertiden sandsynligvis ville byde på. For en operation er uanset hvad ikke nem – det er en rutsjebane både fysisk og psykisk, men jeg tvivlede ikke på Sannes styrke. Den havde hun vist utallige gange. Alligevel imponerede hendes engagement mig – med træning af ryg, informationssøgning, kontakt til forskellige som selv havde været igennem operationen, fokus på sundhed, fokus på følelser osv. osv. Jeg tror, at en af faktorerne for, at Sanne klarede operationen ud over alt forventning var hendes forberedelse. Lidt ligesom en eksamen der bare ikke kan gå galt, fordi man er så godt forberedt. Ej selvfølgelig er der mange faktorer i det her – men en væsentlig ting er indstilling, gåpåmod, tro og accept. Og så var der igen den her styrke ved Sanne, om at hun hele tiden havde det mål, at operationen ikke måtte være en hindring for det liv hun ønsker at have, og det menneske hun ønsker at være <3

Operationsdagen bød for os der stod på sidelinjen på en hel del nervøsitet. Det er jo en lang operation og ventetiden er lang – især når det handler om, at der ikke må ske noget med den man elsker. Jeg besøgte Sanne aftenen inden, og der var hun helt indstillet på, hvad der skulle ske – men samtidig meget påvirket af den omvæltning der lå lige foran hendes fødder. Jeg tror det var en blanding mellem nervøsitet, frygt for, hvad der venter og måske faktisk også en form for glæde over at det endelig skal ske. Det hun har forberedt sig på så længe, og et håb om, at den usikkerhed om, hvad der skal ske med hendes ryg endelig kan blive slukket lidt med en operation. Jeg mødte Sanne igen næste morgen på operationsdagen, hvor vores veninde Helle og Sannes mor også var med. Vi fulgtes med Sanne lige til hun skulle ind og have narkose. Vi gav hende knus og kys mens hun lå og ventede på sengen. Da vi gik fra hende havde jeg en helt tom følelse, og jeg kunne ikke rigtig stoppe med at græde igen for jeg mærkede bare så tydeligt, hvor meget jeg elskede hende, og hvor stor en del af mit liv hun er – hvor meget jeg beundrer hende, og hvor umuligt det vil være uden hende – så tanken om, at hun nu skulle igennem en hård periode gjorde virkelig ondt, men hendes styrke rørte mig også meget.

I dagene efter operationen besøgte jeg Sanne stort set hver dag, og det var så fedt at se alle de fremskidt hun tog på kort tid. Jeg kunne tydeligt mærke forbedring og det beroligede mig meget, da jeg ca. 12 dage efter operationen skulle rejse til Grønland og være væk i 2. mdr. Mens jeg var afsted skypede vi, og Sanne havde endda overskud til at sende mig breve, tanker og kærlighed. Da jeg endelig var hjemme igen var jeg ved at falde bagover af glæde da jeg så hende for hun strålede, og så føltes det som om hun var blevet ti centimeter højere 🙂 [det er jeg altså ikke ;-)]

 

Den dag i dag er jeg igen på Grønland, hvor jeg bor nu – men jeg havde meget lyst til at skrive et indlæg til bloggen her, både for at bakke Sanne op i hendes tiltag, men også for at sætte lidt ord på, hvordan det har været som veninde at følge Sannes proces. Jeg har lært meget af hendes historie og bruger ofte hendes styrke og positive sind til at minde mig selv om, at forhindringer i livet ofte er, hvad vi selv gør dem til <3

Hilsner Julie