Gæsteindlæg: Josephines Operation

I dette indlæg skal i møde Josephine. Hun går på efterskole og er godt i gang med at nyde sine teenageår. Men i december 2014 fik hun en chokerende besked; hun fandt ud af, at hun havde skoliose. Tre måneder efter blev hun opereret. Behøver jeg sige, at det kræver en kæmpe vilje og styrke at komme igennem sådan en omgang med så kort varsel? Josephine har rørt mig dybt, og hun er på mange måder blevet som en ekstra lillesøster for mig. Tag godt imod hende ♥

Som et lyn fra en skyfri himmel – min fortælling om skoliose operation

Sådan var det virkelig for mig da jeg d. 10. december 2014 satte mig overfor ryglægen i Middelfart. Når jeg ser tilbage, husker jeg da godt at jeg havde rigtig ondt i ryggen – især efter at have stået op på arbejdet i bageren. Hvorfor fik jeg det ikke tjekket før? Jeg fik det tjekket senere, men jeg tænkte at lægen bare ville sige “du laver ikke nok motion”. Jeg kunne ikke løbe pga knæskade og havde det ikke fedt med ikke at løbe eller lave squats og andre øvelser som jeg egentlig godt kunne lide. Derfor gad jeg ikke til lægen. Jeg ville jo bare blive irriteret. Til sidst (sommerferien ’13) tog vi til kiropraktor. Han nævnte min skoliose men slog hurtigt videre, så jeg fik aldrig fat i, at jeg var skæv. Det blev værre, men i løbet af efterskoleårene vænnede jeg mig til smerten. Man har jo ikke tid til at have ondt af sig selv! I 2015 var jeg til læge med noget helt andet, men valgte at sige at jeg for 3.-4. år STADIG levede med rygsmerter hver dag. Jeg blev sendt til Middelfart, for hun sagde at jeg helt klart skulle have taget røntgen. I december henter min mor mig på efterskolen, og vi kører til Middelfart. Jeg har ikke regnet med noget. Kun øvelser. Som altid. Mit hoved kører på OSO, jeg husker at jeg tænkte “hvad skal jeg her?”, fordi jeg bare var besat på så meget andet. Før jeg går ind i røntgen lokalet er min største bekymring at de kan se mit undertøj… Det var IKKE det jeg tænkte på bare 40 minutter efter.

 

Lægen var så sød, og fortalte først om noget jeg ikke forstod. Jeg vidste bare at det ikke handlede om kosmetik og frisør, som jeg havde om i OSO. Han mærkede min ryg og sagde “det her er SÅ synd for jer”. Dét var sidste gang den dag jeg så ham som en sød mand. Han klikkede ind på røntgen billedet, og mor var den første der så det. Jeg havde jo ikke så travlt med det rygfis, jeg ville bare arbejde videre. Min mor (som er sygeplejerske) brød fuldstændig sammen, da billedet viste en rigtig skæv kurve. Jeg havde aldrig set hende græde før, så jeg vidste den var helt gal. Der sad vi så, grædende og bange – vildt fjerne i blikket. “En operation i start 2015 er den eneste udvej”.

Hvad gør man når man er hamrende bange for så mange ting? Jeg har aldrig brudt mig om at fortælle det til nogen, men jeg var bange for sygehuslugten, nåle, smerter, operationer (selvfølgelig) og opkast. Jeg er bange for opkast, når det ikke er til fester. Jeg gjorde det, der for mig, har gjort mig stærkere – er jeg sikker på. Jeg var ikke sjov på skolen de sidste uger op til juleferien, men de der betyder mest for mig, forstod det. Jeg tog hjem, søgte nettet tyndt for at læse ALT om min “lidelse”. Det var godt på mange punkter; men da jeg er lidt af en hypokonder måtte jeg også af og til slukke mobilen og lige være fornuftig. Jeg valgte så at skrive til Sanne. Sanne, der idag har en KÆMPE plads i hele min families hjerte. Sanne tog sig til mig, jeg tog hele vejen til Aalborg for at snakke med hende – selvom vi slet ikke kendte hinanden, var jeg SÅ tryg. Hun tog så godt imod mig, og den dag i dag er hun mit forbillede. Sanne hjalp mig SÅ meget at jeg d. 4. marts, dagen før operationen, kun frygtede opkast (det ville nok også gøre ondt i ryggen) og nålene. Jeg tænkte SLET ikke på operationen. Sanne besøgte mig også hver dag på sygehuset. Jeg kan ikke beskrive hvor taknemlig jeg er over for hende.

Det hårdeste i mit forløb har været at min familie også har kæmpet, samt at være væk fra Nørre Åby Efterskole, hvor min anden familie er. Den 5. marts, da jeg kl 6 om morgenen blev kørt ned på operationsstuen, var min frygt at jeg ikke ville vågne – kun fordi at jeg ikke ønsker at min familie skulle være ked af det. Samtidig også fordi at jeg ikke ville gøre andre “skoliose-blomster” bekymrede.

Jeg klarede det, endda helt uden opkast. I dag er det 3 måneder siden og jeg har gennemført skriftlige prøver og mangler nu de mundtlige. Jeg havde aldrig regnet med at jeg var så hurtigt ovenpå. Der er op- og nedture, det gør ondt – men jeg er på den anden side. Jeg var oppe at stå dagen efter operationen, jeg var hjemme ugen efter, jeg var til elevfest ca. 3 uger efter og begyndte derefter på skolen – lidt ad gangen.

Jeg vil gerne råde ALLE skoliose-blomster, der er lidt usikre, bange, trætte af smerte eller der bare er nysgerrige, om at skrive til hinanden! Jeg er SÅ taknemlig over Sannes hjælp, min families støtte og ikke mindst lærere og elever fra efterskolen, der virkelig har været der for mig.

Måske ser jeg stadig ikke marts måned som den bedste i mit liv. Men ser jeg et par måneder frem er jeg sikker på at jeg ikke et sekund fortryder operationen. Jeg lever hver dag med at acceptere operationen og de få ting jeg fremover skal tage hensyn til. Kampen er ikke slut endnu, men dragen er død – jeg skal bare vende tilbage til slottet.

//Josephine ♥

……

Du kan læse flere gæsteindlæg her.