Rejseberetning Vol. 1 – Peru

Jeg er hjemme igen, og jeg er nu klar til at puste nyt liv i bloggen. Dette indlæg kommer til at indeholde første del af min rejseberetning fra et fantastisk eventyr i Sydamerika med fokus på ryggen, og hvordan det er gået med den undervejs. Enjoy ♥

Rejsen til Peru tog ca. 30 timer (inkl. tog fra Aalborg – Hamborg). Turen gik rigtig fint med ryggen, men jeg var naturligvis træt da vi kom frem. Ingen smerter. Den første del af rejsen var jeg flittig med mit elastik og lavede forskellige øvelser, den sidste del sov jeg og hyggede med film i flyet 🙂

Vores eventyr startede i Lima, som er hovedstaden i Peru. Vi havde i forvejen hørt, at Lima ikke er værd at bruge meget tid på i forhold til alt det andet, Peru har at byde på. Så efter en dag med sightseeing og nye indtryk drog vi videre mod en hyggelig havneby, Paracas. I Paracas så vi en nationalpark, hvor ørkenen møder Stillehavet. Det var så smukt.

Paracas bød også på Islas Balletas, også kendt som fattigmands-Galapagos, som er små øer fyldt med dyreliv. Her hilste vi på pingviner, søløver og en million fugle.

Efter to hyggelige dage i Paracas kørte vi videre med bussen til en oase midt i ørkenen, Huacachina. Huacachina er noget af det mest surrealistiske, jeg længe har oplevet. Oasen er omringet af sanddyner og stemningen oser af backpackerliv. Et sted hvor man næsten ikke kan undgå at blive revet med, og hvor man kan gå timevis i de små sanddyner.

Allerede på dette tidspunkt trådte min rejsemakker Julie til som heltinde. Hun tilbød at tage rygsæk på og bære vand, guidebøger osv, så jeg egentlig bare skulle tænke på min ryg og bære mit kamera. Det har helt sikkert gavnet min ryg rigtig meget, at Julie var så sød til at hjælpe til. Selv efter flere timers vandring i sanddynerne var ryggen frisk og klar på nye oplevelser. En obligatorisk del af Huacachina er sandboarding og sandboogietur. Det skulle vi selvfølgelig også. Begynder-versionen er, at man smider sig på maven på et board og så surfer man ellers bare ned af sanddynerne i fuld fart. Jeg sagde fra til de sidste to bakker, da jeg vurderede, at risikoen for at trille af var for høj i forhold til ryggen. Det var ganske klogt, tror jeg.

Næste stop blev Arequipa, hvor vi også fik besøgt Colca Canyon. Her begyndte vi at komme op i højderne, så kroppen blev tungere og tempoet langsommere. Men heldigvis reagerede vi begge to ganske fint på højden. Smuk natur, lækker mad og en masse hygge.

Efter Arequipa bevægede vi os mod Bolivia. Det var en lang busrejse, hvor ryggen var lidt utålmodig og irriteret, men heldigvis ingen smerter.

Det var noget af et syn, der ventede os i Bolivia, da vi ankom. Læs mere om det i næste del af rejseberetningen 🙂