Gæsteindlæg: Et Nyt Liv Uden Smerter

Jeg elsker at få nye stemmer på bloggen, og jeg bliver så glad, når nogen af jer kontakter mig uopfordret. Det har en sød pige ved navn Helene gjort. Hun vil gerne fortælle om sin positive erfaring med skoliose-operation. Det må hun hellere end gerne. Tag god imod hende og god læselyst ♥

Et nyt liv uden smerter

Det startede en sommerdag, da jeg var 13 år, helt uvidende omkring skoliose. Hvad jeg ikke vidste var, at denne sommerdag midt i juli måned 2003, skulle forandre resten af mit liv.

Sygdommen Skoliose kom uventet og overraskende ind i mit liv. Jeg var ude og spille fodbold og hele spillet forløb uden, at jeg lagde mærke til noget. Jeg havde godt nok fået et par tacklinger, men det var ikke noget, som jeg havde tænkt yderligere over. Da jeg kom hjem tog det dog en anden drejning ”Hvordan er det dog din ryg ser ud?” Spurgte min mor undrende. Jeg som intet havde mærket, så nu mig selv i spejlet og blev meget rystet over, hvad jeg så i mit spejlbillede, min ryg var nu drejet helt bagud i højre side og jeg så lige pludselig virkelig skæv ud. Hvad var der lige sket, tænkte jeg og blev meget forskrækket. Jeg havde aldrig hørt om skoliose før og det havde mine forældre heller ikke, før lægen fortalte om sygdommen. Der gik nogle år, hvor jeg fortsatte min dagligdag som jeg plejede. De første par år undertryggede jeg de smerter, som jeg havde i ryggen, men jeg kunne ikke blive ved med at holde smerten ud.

Da jeg kom på gymnasiet var min selvtillid ikke i top. Jeg følte mig ikke ligesom alle de andre, jeg følte mig anderledes med min skæve ryg. Jeg brød mig ikke om at gå i tætsiddende trøjer og jeg sørgede altid for, at dreje hele kroppen i den anden retning, så man så det så lidt som muligt. Igennem årene havde smerterne tiltaget og det var svært for mig at koncentrere mig i skolen, dette kunne ligeledes ses på mine karakterer. På daværende tidspunkt var jeg gået fra panodiler til gigtpiller for at dulme mine smerter, men gigtpillerne hjalp desværre ikke så meget længere. Weekenderne brugte jeg som alle andre unge. Jeg gik i byen og drak mig fuld, men jeg gjorde det også fordi, at det kunne tage toppen af smerterne, men når alkoholen begyndte at aftage, så skulle jeg bare hjem så hurtigt som muligt.

Jeg ville da jeg fyldte 17 år gerne tage kørekort, ligesom de andre i min klasse, dog havde jeg på det tidspunkt, så mange smerter, at når jeg havde køretimer, skulle jeg nærmest kravle ind og ud af bilen. Min kørerlærer havde altid et bekymret udtryk i ansigtet, men jeg VILLE tage det kørerkort om så det betød, at jeg skulle kravle ind og ud af den bilen.

Jeg havde været på sygehuset en del gange over årene, men intet nyt skete og jeg var ved, at miste troen på sygehussystemet. Hver gang fik jeg blot at vide, at jeg kunne tage nogle flere piller. Der var ikke rigtig nogle, som kunne fortælle mig noget om min sygdom andet end, at det var noget som jeg var født med og dette måtte jeg lære, at leve med, men det kunne jeg ikke. Smerterne var uudholdelige og jeg følte mig ikke som et ungt menneske længere.

Da jeg gik i 2.g sendte min læge mig videre til en rygspecialist i Aalborg, og så skete der endelig noget! Rygspecialisten fortalte mig, at jeg havde to valgmuligheder, den ene var at jeg blev opereret og fik jernstænger i ryggen, som skulle rette mig op, hvilket havde nogle risici i form af, at jeg kunne risikere at blive lam efter operationen. Den anden mulighed var, at jeg om nogle år, skulle sidde i kørerstol resten af mit liv, fordi min ryg var så skæv. For mit vedkommende var der ikke så meget at tænke over, jeg skulle opereres. Efter mange år med smerter var der nu ENDELIG lys for ende af tunnelen. Nogle måneder senere blev jeg opereret, på et privathospital på Sjælland, det passede med at min klasse tog på studietur i den uge, og ugen efter var der efterårsferie. Hvilket gav mig mulighed for, at jeg kunne komme lidt ovenpå igen efter operationen. Jeg havde sat mig for at jeg VILLE gennemføre gymnasiet sammen med de andre, så efter to uger sad jeg tilbage på skolebænken selvom det krævede en hele del smertestillende piller. Nedenfor ses et billede af min ryg før og efter operationen.

Når jeg tænker tilbage på mit forløb, forstår jeg virkelig ikke, hvordan jeg kunne starte i skole blot to uger efter operationen. Jeg tror at styrken lå i, at jeg vidste at de smerter jeg havde efter operationen ikke var vedvarende og uendelige, som inden jeg blev opereret. Jeg havde nu fået et håb tilbage om, at smerterne ville stoppe igen. Jeg er den dag i dag 26 år og jeg kan se tilbage, på en utrolig hård tid inden jeg blev opereret, en tid hvor jeg næsten ikke havde overskud til noget, grundet mine store smerter. Jeg er nu næsten helt smertefri, helt bliver jeg nok aldrig, men jeg har en hverdag, hvor jeg for det meste glemmer, at jeg har jern i ryggen og for mig er det simpelthen guld værd, jeg har fået min livskvalitet tilbage. Jeg har siden jeg opdagede min sygdom levet efter ordene “Never surrender” Hvilket jeg også har fået tatoveret, da dette har en stor betydning for mit liv.

Jeg er utrolig glad for at se at, at der er kommet fokus på skoliose og mere viden omkring sygdommen, for ingen skal gå så længe, som jeg gjorde med så mange smerter. Jeg håber, at jer som kæmper med skoliose, får den hjælp i har brug for, for det fortjener I.

//Helene Holst Jørgensen

Du kan se over oversigt over andre gæsteindlæg her.