Gæsteindlæg: Scheuermann, Operation og Fødsel

Det er tid til et nyt gæsteindlæg. Et indlæg som jeg har glædet mig til længe. Det har nemlig en helt ny vinkel sammenlignet med de tidligere indlæg. For det første er skoliose i dette tilfælde krydret med en portion Scheuermann, en vellykket operation og ikke mindst en graviditet kun fire måneder efter operationen. Læs seje Mies historie. Jeg er så imponeret over hende. Tag godt imod hende ♥ 

Mies historie:

Det hele startede da jeg var ca. 15 år gammel, hvor mine forældre begyndte at bemærke, at jeg gik meget foroverbøjet og havde en rigtig dårlig holdning med ryggen. De syntes jeg hang meget over bordet, når vi spiste, og når vi gik tur syntes min mor, at jeg gik bøjet fremover. De bad mig sikkert som alle jer andre forældre om at rette mig op, og kigge fremad i stedet for ned i jorden. Jeg prøvede, men det var ikke noget jeg tænkte over jeg gjorde, så det var ret svært. Jeg var også i den alder overvægtig og det gjorde ikke min holdning bedre. Hele mit liv har jeg fået af vide, at jeg skulle tabe mig, så nu var det bare endnu en skavank af overvægt. Derfor gik der nok også nogle år inden jeg søgte læge for at høre om der kunne være andet i vejen end overvægt.

Jeg blev tjekket og de fandt ud af at jeg havde en Scheuermann ryg, ved at jeg blev sendt i røntgen og ind til en rygspecialist. Jeg fik beskeden, at der ikke rigtig var noget at gøre, men som de sagde ville det være godt for ryggen hvis jeg tabte mig.

Dette gik jeg så med i ca. 10 år, indtil 2012/2013, uden alt for mange skavanker. Jeg har passet på ryggen, ikke løftet osv. Det eneste jeg engang imellem døjede med var en træt ryg hvis jeg lavede for meget, og så har jeg egentlig aldrig kunnet ligge på ryggen, med hovedet hvilende på gulvet samtidig.

Jeg tabte mig en del imellem tiden, og nu syntes jeg det var tid til at høre om der var sket noget nyt i sundhedssektoren, som ville kunne hjælpe mig i forhold til min ryg. Jeg søgte derfor læge igen i starten af 2013, for at høre om der var sket noget nyt. Jeg blev sendt videre af min egen læge til Århus universitetshospital for at møde Kristian Høy en kendt rygspecialist fra rygsektoren på hospitalet. Kristian så min ryg, og kunne godt se at jeg havde en meget skæv ryg. Han vurderede den til at være ca. 90 C, hvor en normal ryg ville være mellem 30-60 c. så en rimelig stor ”kyfose” jeg havde på den øvre del af min ryg. Han syntes jeg skulle gå hjem og overveje mine muligheder. Han kunne godt opererer mig som han sagde, men lagde også stor vægt på alle de bivirkninger som der kunne være efter sådan en stor operation. Som han sagde ”du kan arbejde, løbe gå stå, gå på toilettet m.m. vil du sætte det overstyr?” Puh ha, det syntes jeg var en stor beslutning for han havde jo ret, jeg havde ingen daglige smerter og tog nok smertestillende 2 gange om året for min ryg. Jeg fik en ny tid til at snakke om min beslutning et par måneder senere, og brugte månederne på at undersøge alle muligheder og snakke med familie og venner, og kom frem til den beslutning at det ville jeg gerne, hvilket jeg fortalte Kristian til samtalen på sygehuset. Han fortalte der var en del ventetid, så jeg gik lidt skuffet derfra da jeg håbede at det var snart så jeg ku få det overstået.

Det længe ventede brev kom hurtigt, jeg skulle opereres d 21. August 2014. Der var over et halvt års ventetid, … det var lang tid syntes jeg, men sådan var det jo. Jeg brugte noget af tiden på at snakke med andre som havde været operationen igennem, og meldte mig ind i skoliose foreningen så jeg kunne følge lidt med. Derudover besøgte jeg to yngre drenge, som selv var blevet opereret for en Scheuermann, for at høre deres historie, og det hjalp mig bare endnu mere til at glæde mig til den kommende operation, da deres historier var meget positive.

Tiden gik hurtig nok, da jeg jo stadig havde mit arbejde som pædagog i en børnehave og min hverdag ved siden af. Jeg var også så heldig at møde min dejlige kæreste midt i ventetiden så det fik mig nok også til at tænke på nogle andre ting. Sikke en støtte han var. Dejligt at have en at dele alle sine bekymringer med angående operationen, og han var med igennem det hele.

Endelig blev det den 20. august, hvor jeg skulle indlægges og have taget alle mulige røntgenbilleder, blodprøver osv. Inden den kommende operation dagen efter. Efter alle undersøgelserne gik min kæreste og jeg på shoppetur i Århus, men jeg ved ikke hvor selskabelig jeg var. Jeg havde ondt i maven og var meget nervøs for hvad der ville komme til at ske dagen efter. Vi gik bl.a. I biografen, men jeg kan ikke huske ret meget af filmen, mine tanker var et andet sted. Efter en dag på shopping, biohygge og restaurant besøg tog vi tilbage til patienthotellet hvor vi skulle overnatte. Vi skulle tidlig op da vi skulle møde på afdelingen næste morgen kl 7.00. Natten gik fint, jeg faldt hurtigt i søvn, og sov ok den nat.

Operationen

Endelig kom dagen for operationen, jeg var et stort nervevrag da jeg ankom til afdelingen. Bleg og med halvfeber, så de lige skulle spørge Kristian om operationen kunne gennemføres. Jeg fik jeg mit operationstøj og fik besked på at gå i bad, så ville de komme og hente mig når det var tid. Tiden gik vildt langsom, og jeg blev mere og mere nervøs, men heldigvis var min kæreste der til at opmuntre mig og holde mig ved godt mod. Et par timer efter blev jeg kørt op til operation. Et par søde sygeplejersker, som skulle gøre mig klar til operation, mødte mig på operationsstuen. Tror godt de ku se jeg var ret nervøs så de snakkede med mig og prøvede at få mig på andre tanker. Det eneste jeg kan huske fra samtalen var at de ikke kunne finde en eneste åre hverken i hånden eller foden som de kunne stikke i, så nervøs var jeg. De overvejede at skulle stikke i en knogle for at få en vene adgang, hvilket jeg havde hørt gjorde rigtig ondt, men til sidst fandt de en, og de fortalte at de ville finde de andre adgange når jeg sov og slappede mere af. Tak tænkte jeg bare.

Endelig kom narkoselægen og jeg ku komme til at sove og få det hele overstået.

10 stivgjorte ryghvirvler senere vågner jeg op på opvågningsstuen, og tænker ”kan jeg vippe med tæerne”? Ja det kan jeg.. Kan jeg løfte min arm? ja det kan jeg… godt så er jeg ikke helt lam ;0) Jeg fik spurgt en af sygeplejerskerne om det var gået godt, og svaret var ja. De næste timer ligger jeg bare og er så lettet og glad over det er overstået. Jeg var træt, men alligevel vågen nok til at få besøg af min kæreste, som havde ventet i 8 timer på at se mig. Dejligt med besøg fra ham. Jeg kan huske jeg spørger ham om hvordan jeg ser ud, da jeg havde fået af vide, at man ville være meget hævet i hovedet, efter at have lagt på maven og hovedet nedad. Hans svar var bare at jeg så dejlig ud. Jeg fik ham til at tage et billede af mit ansigt, så jeg kunne se det med andre øjne. Jeg var ikke så hævet som frygtet, men bed meget mærke i at jeg havde mange slanger som stak ud af min hals, det havde jeg ikke regnet med. Men det var jo så de bedre kunne have adgang til at give mig mere medicin, hvis det var nødvendig. Senere på aftenen blev jeg kørt ned på stuen da jeg havde det så godt. Dejligt at komme ned på en stille og rolig stue uden alle de lyde som der er på en intensiv afdeling.

Det første døgn lå jeg alene, hvilket jeg nød rigtig meget. Jeg fik korte besøg fra familien og ellers sov jeg bare, og prøvede at komme til kræfter.

Dagene efter

Allerede dagen efter ville de have mig ud af sengen… what tænkte jeg bare det kan jeg da ikke… men sygeplejerskerne overbeviste mig om at det kunne jeg godt. Det var meget grænseoverskridende, bare at skulle op og sidde på sengen, var mega urolig for at jeg ville tippe og falde til den anden side, men de var der jo til at gribe mig tænkte jeg. En,to,tre og så sad jeg op, sikke en dejlig følelse. Jeg skulle lige komme til mig selv, og i mellemtiden fik jeg dem til at tage et billede af mig ryg så jeg selv kunne se hvor stort et indgreb det havde været. Det var jo hele ryggen syntes jeg, men det så også ret voldsomt ud med dræn osv. ud fra såret. Men dejligt lige at se. Så kom turen til at jeg skulle hele vejen op og stå. Det gik også rigtig fint, jeg rejste mig ved hjælp af en kran som kunne hejse en ligeså stille op. Efter at have stået et par sekunder spurgte de om jeg havde mod på at gå lidt. Det havde jeg da jeg syntes det gik så fint. Men hurtigt forsvandt min hørelse hvilket jo var et tegn på overanstrengelse så jeg kom hurtigt tilbage på sengen. Men dejligt at finde ud af at man også kunne være oprejst. Det var dog først 2 gang jeg var oppe at stå at jeg lagde mærke til hvor høj jeg var blevet. Min kæreste var på besøg, og det var da jeg stod hos ham at jeg ku se at jeg ikke længere skulle kigge op til ham, men i stedet bare kigge lige ud. WOW sikke en følelse.

De næste dage på sygehuset gik med at komme ovenpå igen. Jeg syntes det gik monster hurtigt, med at få det godt. Jeg havde igennem det hele ikke haft smerter eller lignende, så de havde været rigtig gode til at smerte dække mig på sygehuset. En gang bad jeg om ekstra smertestillende, men der viste det sig også at jeg ikke havde fået det smertestillende jeg skulle, så det gav sig selv at jeg havde fået ondt.

På 6 dagen var det tid til at komme hjem og stille og roligt få kræfterne igen. Den dag havde jeg glædet mig til, men også frygtet. Kunne jeg nu klare mig selv osv. Men det gik så fint. Stille og roligt kom jeg til kræfter. Jeg satte mig små mål hver dag som jeg skulle opfylde. I starten var det fx op og få et bad, og så ind i sengen igen. Men hurtigt blev det mere og mere. Op og ned af trappen (vi bor på 2 sal) først 1 gang, så 2 gange osv. Til sidst blev det til små gåture hver dag, med mange pauser og hvil ind imellem. Det smertestillende (morfin) smed jeg også rimelig hurtig, da jeg syntes jeg fik det værre af dem, svedture, træthed, kvalme osv., så det gik også rigtig fint. Så hurtigt var jeg kun på almindelig smertestillende, hvilket dækkede mig fint. En uheldig historie skal dog nævnes – den første dag min kæreste, efter lange diskussioner om at jeg nok skulle klare mig, veg fra min side til fordel for en håndboldkamp, var jeg meget uheldig på toilettet. Jeg lå i sengen og slappede af og pludselig skulle jeg tisse. Jeg satte mig op som jeg havde lært efter operationen, men glemte at jeg nok lige skulle sidde lidt på kanten inden jeg rejste mig, for ikke at blive svimmmel. Jeg kunne godt mærke jeg blev svimmel på de 5 meter jeg skulle gå fra sengen og ud til toilettet, men tænkte det nok skulle gå. Jeg satte mig på toilettet, og det næste jeg husker er et bang og så vågner jeg op nede på gulvet. Jeg husker at vågne op og tænke hvor kommer det blod fra? Jeg får mig rejst op og opdager en lille flænge som jeg har fået i panden. For det ikke er løgn besvimer jeg igen ved synet af blod, og da jeg vågner op på gulvet igen tænker jeg at jeg nok hellere lige må blive liggende lidt. Jeg ligger et lille minut og får mig så rejst op og kommet lige så stille ind i sengen og ligge igen. Da kæresten kommer hjem ser han min flænge og jeg spørger ham pænt, om jeg kan få ham til at køre mig på skadestuen så den kunne blive limet eller syet.

 

Graviditet

Ugerne gik og jeg fik det bedre og bedre. Efter 3 måneders tjek i Århus begyndte jeg at træne min ryg hos en fysioterapeut på det lokale sygehus. Jeg kom på et ryghold, hvor der var øvelser både på gulvet og i et varmtvands bassin, sammen med andre som også var blevet stivgjort i ryggen. Dette fortsætter jeg med i ca. 4 måneder inden de syntes jeg har fået den træning som jeg havde brug for.

Til 3 måneders tjekket kunne Kristian konkludere at operationen havde været vellykket. Jeg havde fået en meget lige og rank ryg. Den var nu ca. kun halvdelen af hvad den var inden operationen. Jeg spurgte ind til forskellige spørgsmål, og spurgte bl.a. ind til hvordan det var med stivgørelse af ryghvirvler og graviditet. Kæresten og jeg havde snakket om at smide p-pillerne da vi i min familie havde en tendens til at havde svært ved at blive gravide. Kristian svarede at min ryg nu var lige så stærk som andre rygge, så der skulle ikke være noget i vejen for at smide dem, hvilket jeg så gjorde med det samme. Det viste sig så at kæresten og jeg var et perfekt match for graviditet, så måneden efter var jeg gravid. VILDT, og her starter et nyt kapitel så i mit liv. 4 måneder siden rygoperation og nu graviditet, hvordan ville det virke sammen?

Jeg kan kun sige at her med kun 1 uge til termin, så er det gået over alt forventning. Jeg har næsten ingen gener haft af rygoperationen, og det jeg har haft tror jeg også alle andre gravide uden ryg operation har haft – få dage med øm ryg, en gang nok til at jeg skulle have et par Panodil, men ellers ingenting OVERHOVEDET.  Jeg har selvfølgelig holdt fast i mine rygøvelser og generelt holdt mig i form, passet på ryggen som inden, og så har jeg været så heldig ikke at tage alt for mange kilo på her i graviditeten, hvilket nok også har hjulpet.

Nu må vi se hvordan fødslen går, og den efterfølgende tid med baby, det eneste jeg har fået afsvide er at der måske er nogle fødestillinger jeg ikke kan ligge i, men så er der så mange andre som man kan vælge, så det er ikke noget jeg er bekymret for. Kan dog blive lidt bekymret over hvordan min ryg vil tage løftene af baby osv.- men det må vi jo se hen af vejen.

 

Tilføjelse efter fødsel: 

Min søn kom til verden d 11/9-15, efter en ukompliceret fødsel, som varede 8 timer fra første ve til han var ude. Fødslen gik rigtig fint. Jeg lå på siden det meste af fødslen og først tilsidst kom jeg om på ryggen, hvilket også sagtens kunne. Jeg havde været bekymret for, om jeg kunne holde til at ligge ned og føde, men det gik som sagt rigtig fint, så heller ikke her kom min ryg i vejen for en normal fødsel, så dejligt.

Nu er der så gået lidt over 8 uger, og indtil videre er det gået rigtig fint. Jeg kan mærke at det er en rigtig god ide at huske og hvile sig i løbet af dagen, ellers kan jeg godt blive træt i ryggen og skuldrene. Så det gør jeg jo bare, så meget som det er muligt med en lille ny. Man finder hurtigt ud af hvilke ”hjælpemidler” som man kan gøre brug af for at aflaste ryggen så meget som muligt. Jeg har bl.a. købt en vugge som hænger ned fra loftet, da min søn helst vil vugges i søvn, hvilket godt kan være hårdt for ryggen, hvis han har en dag, hvor han ikke rigtig vil overgive sig. Vuggen er super god da jeg bare kan sidde på en stol/sofa og vugge ham i søvn uden at skal gå rundt og vugge ham. Tænker også at det måske blivere hårdere og hårdere for ryggen at vugge ham i søvn jo ældre han bliver.

Som sagt en super graviditet og fødsel på trods af 10 stivgjorte ryghvivler, dette havde jeg slet ikke forventet efter så stor en operation. En operation som jeg ikke et sekund har fortrudt.

Tak fordi du læste med♥

//Sanne og Mie