Graviditet & Skoliose: 3. Trimester

Skoliose & Fødsel

Her kommer en update på den anden side af fødslen. Storm kom tre uger før tid (den 4/12-18), så han er allerede 7 uger gammel i skrivende stund. Jeg må derfor hellere få skrevet min fødselsberetning ned, inden jeg glemmer detaljerne. Men jeg kan allerede nu spoile, at det var en positiv oplevelse – også for ryggen. Dette er selvfølgelig blot min version af en skoliose-fødsel og ikke noget, du nødvendigvis kan sammenligne med det forløb, du selv skal igennem.

 

 

Optakt til fødslen

Jeg nåede kun at have barsel fem dage, før fødslen gik i gang. Lillemanden er åbenbart lige så utålmodig som sin mor. Mandag den 3/12 (36+6) kørte jeg Kent på arbejde fra morgenstunden og havde besluttet mig for at svømme nogle baner derefter. Men allerede i bilen kunne jeg mærke, at noget var i gang. Jeg fik murren i maven og menstruationsagtige smerter i intervaller. Jeg droppede derfor svømmeturen og smuttede direkte hjem under dynen. Jeg downloadede appen “contraction timer”, hvor man kan tage tid på sine veer, så jeg var nok godt klar over, at den var god nok.

Til middag kom mine svigerforældre med et spisebord, som de var så søde at hente og bringe for os. Men jeg var ikke meget værd, mens de var her. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om at samtale. Efter et par rugbrødsmadder kørte de hjem mod Struer igen, og jeg ringede til Kent med besked om, at hvis jeg skulle hente ham, skulle det være nu. Afsted igen med ondt i maven og tiltagende smerter (veer!) – slet ikke sjovt at køre bil på det tidspunkt. Vi kom hjem igen ved 15-tiden, hvor jeg ringede ind til fødegangen og fortalte om forløbet. De sagde, at det godt kunne være optakten til fødslen, men det kunne også sagtens være min krop, der “bare” gjorde sig klar for så at gå i sig selv igen senere. Vi blev derfor enige om, at jeg skulle forsøge at hvile mig noget mere, få noget mad og slappe godt af med nogle dybe vejrtrækninger. Kent kørte afsted til Holstebro, hvor han underviser nogle kajakroere hver mandag aften. Dog med klar besked om at holde telefonen åben 😉 Trods trætheden lykkedes det mig at lave kartoffelsuppe til aftensmad… Måske har Kent alligevel ret i, at det var min craving under graviditeten 😉 Han nåede heldigvis hjem igen (ca. kl 22.30), før vi skulle rykke videre.

Vi snakkede igen med fødegangen, da der nu var regelmæssige veer af ca. 60 sekunders varighed, dog med 5-6 minutter mellem veerne. Vi fik besked på at “holde ud” derhjemme så længe som muligt, og især gerne til over midnat, hvor vi så gik ind i 37+0 og derfor ikke ville blive kategoriseret som “for tidlig født” og dermed undgå obligatorisk undersøgelse på neonatal. Vi prøvede begge to at få sovet lidt mere. Jeg var så træt, at det lykkedes mig at sove mellem veerne, men det var nærmest ulideligt at blive vækket af smerter hver 4. minut. Så til sidst trillede jeg rundt på en yogabold under veerne og besluttede, at nu skulle vi altså afsted – veerne var ved at gøre rigtig ondt.

 

Afsted med os til fødegangen

Vi ringede ind og fortalte, at nu var vi på vej og fik grønt lys. Vi kiggede på hinanden, sådan lidt “er-det-nu-agtigt”, og stressede lidt over, hvad vi skulle have pakket (især mig), og den der autostol vi skulle have fundet frem og installeret. Fordi vi lige var flyttet i hus, og jeg nærmest lige havde fået barsel, havde jeg ikke nået at pakke den famøse hospitalstaske. Så det blev lidt i sidste øjeblik, at vi fik samlet det mest nødvendige.

Vi kørte afsted omkring kl. 02.30 i et voldsomt stormvejr. Selvfølgelig kom Storm med stormvejret – nøje planlagt 😉 Vi fandt midlertidig parkering tæt på indgangen til Sygehus Nord og fik moslet os afsted. Dog med et par ve-pauser undervejs, hvor jeg lige måtte stå stille og fokusere på vejrtrækningen.

 

Ankommet til fødegangen

Da vi kom op på 3. sal til fødegangen, blev vi guidet ind i en opholdsstue, mens vi ventede på et undersøgelsesrum. Jeg havde så ondt, at jeg kastede op i en skraldespand. Men så var der jo også blevet tømt ud inden morgenens strabadser. Den første jordemoder så noget skeptisk på mig, “du sidder jo her og smiler, sååå“…. Jeg kunne have slået hende (!) Det underlige ved en fødsel er jo netop, at mellem veerne kan man sagtens have overskud, inden man så igen lukker helt af under næste ve. Heldigvis var det en anden jordemoder med noget bedre kemi, som skulle undersøge mig og efterfølgende være hos os under fødslen – hun var helt fantastisk og så dejlig rolig.

 

Første undersøgelse + vand

Jeg kom af tøjet og blev undersøgt af den søde jordemoder. “Du er 4 cm åben og er i aktiv fødsel. Så rigtig fint, at I kom herind, for I kommer ikke hjem uden en baby“. Shit! Men det var jo heldigvis lige den besked, vi havde håbet på. Vi kender mange, der er blevet sendt hjem igen, og det kunne jeg ikke overskue på det tidspunkt.

Vi fik en fødestue med vand-kar. Efter ca 30 minutter var karret klar og jeg “hoppede” (okay vraltede..) ned i det dejlige varme vand. Det var så lækkert – helt perfekt temperatur og så rart i min krop. Det satte veerne på pause i ca 10 minutter, hvor det nærmest var et wellness-ophold med dæmpet lys, rolig musik, Kent ved min side og en rolig jordemoder, der lod os styre det selv. Så fed oplevelse. Da veerne begyndte igen, var det helt okay smerte-mæssigt. Ikke at det ikke gjorde ondt (!), men jeg tror, det varme vand hjalp en hel del, fordi jeg slappede så meget af. Jeg gik meget ind i mig selv med en dyb vejrtrækning, når veerne stod på. Kent var god til at guide mig undervejs, når jeg glemte at bruge vejrtrækningen aktivt. Som så mange andre havde jeg læst “Smertefri Fødsel”, hvor laboro-vejrtrækningen anbefales. Men den kunne jeg slet ikke finde ud af – for mig var det den rolige og velkendte vejrtrækning fra yoga, jeg kunne bruge. Det samme var gældende efter min skoliose-operation som smertelindring.

Jeg når lige at spørge min jordemoder, hvor lang tid udvidelsesfasen kunne tage. Hun svarede, at det kunne tage op til 2 timer pr. 0,5 cm, og så kunne vi selv lave regnestykket. Puha. Men hun svarede også “Lad os lige undersøge dig igen, og se hvad status er…… Hold da op kvinde, du er vild. Du er jo allerede helt åben og klar til pressefasen“. Det var lidt et chok, men også virkelig fedt. Så de sidste 6 cm var jeg åbnet på under 80 minutter. Men uden rigtigt at opdage det, muligvis takket være vandet. Kort tid efter mærkede jeg et stort smæld i maven og så gik vandet. Det gjorde nas og jeg fik en voldsom ve derefter. Intensiteten steg så at sige…

 

Presse-fasen

Og så gik det stærkt tænkte vi. “Du har snart en baby, det kan ikke vare længe“, sagde jordemoderen. Jeg tænkte “wuhuuu det her fødsel er fedt”, selvom jeg også var ved at være udmattet og godt smadret i kroppen. Presseveerne kom rigtigt nok, og jeg begyndte at presse med. Men så faldt tempoet på min turbo-fødsel, skal jeg lige love for. Der var stadig 3-4 minutter imellem veerne, så hver gang jeg havde brugt alle mine kræfter på at presse lillemanden ned, smuttede han langsomt op igen.. Og sådan fortsatte vi 10 minutter, 20, 30, 40, og efter en time på den måde i forskellige stillinger var jeg ved at være helt smadret. Vi blev enige om at få mig op af vandet. Jeg pressede i forskellige stillinger stående, liggende, på alle fire, på siden, på maven, på ryggen, men lige lidt hjalp det.

 

Sugekop

Lige inden vagtskifte kl. 7.30 og efterhånden med en pressefase på to timer, blev det besluttet at få en læge og en sugekop ind på stuen. Så skal jeg ellers love for, at det der var tilbage af wellness-atmosfæren forsvandt øjeblikkeligt. Fra at have én jordemoder på stuen, stod der pludselig 8 nye fagpersoner, fordi der skulle være to af hver (jordemødre, sosu’er, og læger) grundet vagtskifte. Jeg blev guidet supergodt af lægen med sugekoppen, og det var den helt rigtige beslutning at få den på;  han kom ud på to veer – præcis kl. 8.00. Her sprang jeg i teksten let og elegant over de 5 minutter, som uden tvivl var det mest smertefulde under den fødsel. AV for h…….! Det gør pokkers ondt at få et baby-hovede ud af en forholdvis smal kanal, sugekop eller ej, hvis nogen skulle være i tvivl 😉

 

Hvad så med ryggen?

Jeg har bevidst ikke nævnt smerter i ryggen under fødslen, for der var bogstavelig talt ingen (altså i ryggen). Det lyder for godt til at være sandt, men hos mig sad ve-smerterne 100% i maven. Ved andre sidder det mere i lænden, så igen er det vigtigt at understrege, at alle forløb er unikke. Dette er blot min version af en skoliose-fødsel. Men tro mig, veerne gjorde også ondt på mig, bare ikke i ryggen. De smerter/træthed jeg havde i lænden i sidste del af graviditeten, forsvandt under fødslen og er heldigvis ikke kommet igen. Her på den anden side af fødslen er det til gengæld den øvre del af min ryg, som er godt øm og træt af mange løft og mange, mange timer i forskellige ammestillinger. De mange bekymringer om ryggen i løbet af graviditeten kunne jeg derfor have sparet mig.

 

Smertestillende under fødslen

Det emne kan jeg hurtigt komme omkring. Jeg fik ingen smertestillende medicin under fødslen, men det varme vand virkede smertelindrende for mig. Da jeg kom op af vandet, gik det hele så hurtigt og blev ret kaotisk, så der var slet ikke tid til at tænke på smertestillende. Jeg fik ilt i en maske, fordi jeg begyndte at blive godt svimmel under den sidste del af pressefasen. Hov, skulle jeg måske nævne, at rød saftevand var mit go-to; jeg drak litervis af den søde, røde saft, hvilket resulterede i, at min blære skulle tømmes med kateter to gange… 😉

 

Epiduralblokade

Jeg havde gjort mig mange overvejelser om epiduralblokade under graviditeten. Derfor havde jeg også talt med min jordemoder om det. Jeg var i tvivl, om det kunne lade sig gøre, når jeg er stivgjort ned til L3. Jeg havde derfor en samtale med en narkoselæge i slutningen af graviditeten. Han mente ikke, at det ville være noget problem, da epiduralblokaden ofte lægges ved L4. Han anbefalede dog, at hvis jeg skulle have blokaden, så skulle den lægges tidligt i fødslen. Det var min jordemoder bare ikke enig i, så jeg var i det hele taget lidt forvirret på det punkt. Dette afsnit er blot for at dele mine overvejelser omkring epidural og en stivgjort ryg, da andre nok står med det samme. Som sagt blev det ikke aktuelt for mig denne gang.

 

Det var min fødselsberetning, som alt i alt var en positiv oplevelse. Tak fordi du læste med 🙂 Jeg satser på at skrive flere indlæg løbende omkring dét at være rygopereret og have småbørn. Mon ikke der løbende dukker forskellige aktuelle emner op. Du kan læse om min graviditet og andre skoliose-indlæg HER.

//Solskin fra Sanne

1

  • J.

    Tillykke med ham! Jeg havde stort set samme oplevelse, da jeg fødte i oktober – en turbofødsel helt uden komplikationer og kun med lattergas. Ingen rygsmerter under hverken graviditeten eller fødslen – men til gengæld de første måneder pga jeg konstant sad og ammede i dårlige stillinger, men det er væk igen 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Graviditet & Skoliose: 3. Trimester