Operation: Opvågning

Operation: Tanker Inden

Hvordan forbereder man sig bedst mulig til en operation for skoliose? Hvordan finder man en balance mellem at være sund og samtidig nyde livet? Gør det nogen forskel at træne sin ryg, når man har skoliose? Hvad kan jeg efter operationen? Hvor længe har man smerter?

Alle disse spørgsmål, og mange flere, begyndte straks at køre rundt i mit hoved, da jeg fik af vide, at jeg skulle opereres for skoliose. Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det var den besked jeg skulle have på sygehuset, for jeg mærker stort set ikke min ryg og har det generelt rigtig godt med min skoliose. Men jeg kunne jo godt se på røntgenbillederne, at den var rimelig skæv og langt fra helt normal. Min øverste kurve var omkring 48 grader og den nederste kurve omkring 45 grader. Jeg var dog alligevel rimelig afklaret omkring operationen, for jeg kunne jo godt se, at det var det rigtige at gøre, når jeg tænkte på min fremtid.

På sygehuset nævnte lægen også, at det ville være en god ide at tænke på sund kost og træning inden operationen, hvilket jeg virkelig tog til mig. Jeg havde i forvejen en rimelig aktiv hverdag med meget træning, hvor jeg bl.a. underviste i yoga og forskellige styrkehold. Det var derfor ikke så stor en ændring der skulle ske på det punkt, men jeg havde alligevel sat mere fokus på f.eks. svømning og styrketræning specifikt rettet mod ryggen for at sikre mig den mest optimale situation inden operationen. Til gengæld var der mange ting ved min kost, som godt kunne tåle at blive ændret. Men når man syntes, at Marabou chokolade smager meget bedre end broccoli buketter (hvem gør ikke det?), så ville det jo være rart med en form for motivation og inspiration til en sundere kost.

Min ryg inden operationen

Min ryg inden operationen

Svaret fandt jeg på det sociale medie Instagram. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var virkelig inspirerende at se billeder af det lækre og sunde mad, som de forskellige lagde op. Samtidig oprettede jeg selv mit #projektsundryg, hvor jeg selv tog billeder af det mad jeg lavede og delte med mine ”followers”. Det virker så simpelt, men på en eller anden måde var det virkelig motiverende, at jeg vidste, at der var nogen, der fulgte med. Det gav mig lyst til at gøre noget ud af min kost, det gav mig lyst til at få det til at se lækkert ud, og det gav mig lyst til at spise sundt og varieret. Jeg havde dog fra starten gjort meget ud af princippet ”alt med måde”, for jeg syntes bestemt, at der stadigvæk skulle være plads til at have det sjovt og hygge sig. For mig handlede det om at finde en sund balance mellem træning, kost og en sund livsstil generelt.

Lidt mad fra #projektsundryg

Lidt mad fra #projektsundryg

Jeg er ret overbevist om, at en af grundene til at jeg mærker min ryg så lidt som jeg gør, er at jeg altid har holdt den stærk og smidig. Jeg sørger for at træne varieret og have en god grundform. På den måde undgår jeg smerter i min ryg. Jeg kan derfor godt mærke, at ryggen begynder at brokke sig lidt, hvis jeg i en kort periode ikke har været så grundig med min træning. Jeg kan kun opfordre alle med skoliose til at kridte sine træningssko og tage vanddunken i hånden, for der er kun en vej frem, og det er fremad! Det koster både tid, sved og viljestyrke, men det belønner sig så uendelig meget i sidste ende.

Som tidligere nævnt var jeg afklaret med operationen, og stillede ikke spørgsmålstegn ved om jeg skulle have den eller ej. MEN det betyder ikke, at jeg ikke var igennem de lidt mere negative faser, hvor man er nervøs, bange og føler sig lidt magtesløs overfor alt det, der skal ske. De fleste dage prøvede jeg at være cool med det hele og tage en dag ad gangen, men der sniger sig alligevel et par af de dage ind hvor tankerne er knap så positive og konstruktive. Jeg tror, at det er faser, som man skal igennem for at være klar mentalt.

Datoen for min operation blev fastsat til den 26. juni 2014, som kun var en lille uge efter, at jeg skulle forsvare mit bachelorprojekt. Med to forskellige jobs, bachelorskrivning, masser af træning og selvfølgelig et socialt liv med venner, kæreste og familie havde jeg derfor rigeligt at se til inden operationen, og det gjorde nok, at jeg ikke havde så meget tid til at tænke på den. Derfor så jeg egentlig også frem til en sommer, hvor tempoet lige skulle lidt ned og jeg ikke skulle tænke på andet end mig selv og min ryg. Når det så er sagt, vidste jeg også, at min ufattelig dårlige tålmodighed blev min største udfordring på den anden side af operationen.

Jeg tænkte meget på, at jeg skulle huske at gøre alle de ting, som jeg ikke kunne efter operationen. F.eks. bad jeg min mor om at tage et billede af mig, hvor jeg stod i de yogastillinger, som jeg vidste, at jeg ikke kunne lave efter operationen. Det gav mening for mig, at bevare den slags oplevelser på den måde. Jeg sørgede også for at planlægge nogle små overraskelser til mig selv, som jeg kunne se frem til efter operationen. Jeg købte f.eks. en dejlig trøje med skriften ”Wonderful things will happen”, som jeg skulle have på den dag, hvor jeg blev udskrevet fra sygehuset, og aftalte med to gode veninder, at vi skulle på en lille ferie sammen, så snart jeg var klar til det. Jeg lovede også mig selv at fortsætte mit #projektsundryg på den anden side af operationen, for der er det jo mindst lige så vigtigt, at kroppen får de byggesten, som den har brug for. Det var fedt at have noget at se frem til på den måde. Derudover var det fantastisk at vide, at jeg havde så mange dejlige mennesker i mit liv, som vil være der for mig hele vejen igennem.

Sikke en lang smøre.  Tusind tak fordi du læste med.

//Sanne

1

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Operation: Opvågning