Happy Mapping

Nytårshilsen

Rigtig glædelig jul til jer alle ♥ Jeg håber, I har haft en skøn én af slagsen med familie og venner. Nu nærmer det nye år sig. Det betyder nye drømme, nye planer og måske et nytårsforsæt eller to. 

Varme tanker til jer alle :-)

Varme tanker til jer alle 🙂

Vi har spist julemad, så det batter. Vi har drukket sodavand, rødvin og andre gode sager. Sådan skal det være i december, det hører sig til. Men heldigvis vender rutinerne tilbage for de fleste, når kalenderen bladrer videre til januar. Måske har du selv allerede nu en idé om, hvad du gerne vil ændre i det nye år. Eller måske vil du bare gerne fortsætte de samme gode vaner som hidtil. Uanset hvor du står, ønsker jeg dig det bedste.

Måske er 2016 det år, hvor du skal have korset på. Eller det år hvor du skal opereres. Eller det år hvor du har besluttet dig for at gøre dig umage med din ryg. Det bliver en kamp, men du skal nok lykkes, det er jeg sikker på. Forhåbentlig kan du finde gode råd og inspiration på denne blog. Men jeg vil også rigtig gerne have nye indspark på bloggen, nye gæsteindlæg og nye fif. Så hold dig ikke tilbage, hvis du sidder inde med noget, andre kan få gavn af at læse.

Her i juledagene har jeg brugt tid med mig dejlige veninde Julie, som bor i Nuuk på Grønland. Vi ses derfor ikke så ofte, som vi gerne vil. Men alligevel føles det som om, hun lige har været her, når jeg ser hende igen. Det er fantastisk. For 14 år siden lavede vi en “veninde-kasse” med hemmelige breve, bøger og billeder. Vi har gennem årene fyldt mere i kassen og åbningsdatoen er blevet rykket mange gange. Men nu var det tid, Julie er nemlig gravid ♥ Det er så stort, og et helt nyt kapitel i vores venskab venter. Derfor var vi enige om, at det var et godt tidpunkt netop nu. Det bragte både høje grin og våde øjne frem at læse alt det, vi havde gemt. Det her er egentlig ret privat og ikke relevant for bloggen. Men noget af det jeg fandt i kassen, var faktisk ganske relevant for denne blog og min egen skoliose-historie. Det var i de år, hvor jeg havde korset på, at meget af kassens indhold var skrevet. Jeg var derfor overrasket over at læse, hvor meget det egentlig fyldte for mig at have det korset på. Men også stolt over at læse min positive og seje indstilling til det. Med dette vil jeg blot minde jer alle om, at uanset hvor uoverskuelig vores situation kan føles, så skal det nok vende. Lysere tider skal nok komme, hvor vi glemmer alt det hårde, vi har kæmpet med. Det er noget af det smukke ved livet. Giv dig selv et kæmpe kram fra mig for alt det du allerede har klaret – du er sej ♥ Alt skal nok gå.

Det ville være i min ånd at skrive en masse om det ene og det andet nytårsforsæt, jeg gerne vil håndhæve i 2016. Måske kommer sådant et indlæg senere. Men i dag vil jeg bare understrege, at selv de mindste forbedringer tæller. Selv en lille øvelse for din ryg hver dag, gavner dig i sidste ende. Det er jeg sikker på. Vi behøver ikke altid er revolutionere vores egen hverdag for at opnå et mål. Vi kan sagtens gøre det med de midler, der allerede er til stede og tilpasse det hele til det liv, vi allerede lever og elsker. For dét må da være det vigtigste: at vi elsker vores liv. Hvis ikke vi gør det, er der god grund til at revolutionere det – sæt i gang 🙂

Rigtig godt nytår kære læsere. 2016 skal nok blive et skønt år for os alle.

//Solskin fra Sanne

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Happy Mapping