Beslutningen om operation og forløbet efter

Jeg skruer i dette indlæg tiden tilbage til de første uger efter operationen. Der er næsten gået to år nu, og jeg har ikke fortrudt operationen en eneste gang. Dette indlæg dedikeres til alle jer, der lige har været igennem operationen, eller som venter på at skulle opereres ♥

Beslutningen

Selve beslutningen om at sige ja tak til en operation er et helt kapitel for sig. Min beslutning blev egentlig hurtigt truffet efter et kontrolbesøg med beskeden “Du bør opereres nu. Det vil være bedst for dig på lang sigt.” Utroligt nok var jeg så autoritetstro, at jeg faktisk ikke satte de store spørgsmål ved den udmelding. Jeg stolede på lægernes beslutning, selvom jeg var ret chokeret. Jeg sagde til mig selv, at hvis de anbefaler en ung, frisk pige en så dyr og stor operation, så må det være nødvendigt. Beslutningen var derfor ikke så svær at træffe for mig, jeg var ikke i tvivl. Men det undrede mig derimod, hvor mange mennesker, der tillod sig at blande sig i min beslutning. Når den (kæmpestore) beslutning er truffet, har man brug for opbakning og støtte fra folk omkring en, hvilket jeg selvfølgelig også fik til den store guldmedalje fra venner, familie og kæreste. Men jeg stødte på flere, som virkelig undrede sig over, at “så frisk en pige skulle igennem et så voldsomt indgreb” …. Tak for L…! Det er ikke okay at skabe den slags unødvendige frustrationer og bekymringer, når man egentlig helst vil have et kram eller klappes på skulderen med opmuntrende bemærkninger ala “f… hvor er du sej, Sanne“. Derfor valgte jeg at lukke så meget af som muligt overfor de tvivlende mennesker, som selvfølgelig kun ville mig det bedste, og i stedet fokusere på min egen proces, så forløbet ville blive så godt som muligt. Nogen dage lettere end andre.

Operationen og de første dage efter

Min operation gik godt. Men siger lægerne ikke altid det? Hvad betyder godt? Den slags spørgsmål har rumsteret i mit hoved efterfølgende. Men taget alt i betragtning, så gik min operation virkelig godt. Jeg fik rettet mine to S-kurver på ca. 50 grader op til at være stort set lige med kun 3-4 graders skævhed i lænden. Jeg blev stivgjort fra T3-L3. Det er et flot resultat. Jeg var også godt smertedækket, da jeg vågnede på opvågningen. Det kan du læse mere om her. Jeg blev behandlet godt, og min familie, venner og kæreste var så ufattelig søde. Men jeg kan også huske den ubehagelige følelse, jeg havde den første nat. Jeg synes, det var virkelig bekymrende, at lægerne ikke var helt tilfredse med mine tal og mængden af blod, jeg mistede fra ryggen. Jeg fik også af vide, at jeg havde mistet næsten tre liter blod under operationen. Så kan jeg jo godt regne ud, at der må have været lidt udfordringer undervejs. Den slags tanker fyldte meget i mit hoved den første nat. Der begyndte smerterne også at hilse på, og kvalmen med opkast kom stormende.

Men jeg fandt ud af, at jeg kunne styre mine smerter en lille smule med min vejrtrækning og generel afspænding i kroppen. Tak til yoga. Jo mere du spænder i din krop, jo flere smerter får du. Prøv at trække vejret ind gennem næsen og tæl til 1-2-3-4, hold vejret 1-2-3-4 og pust laaaangsomt ud gennem næsen 1-2-3-4. Det tvinger din krop til at give fuldstændig slip på din udånding. Det kan måske hjælpe dig også.

Men selvom mit forløb har været imponerende positivt, var de første dage altså ikke en dans på roser. Der er mange udfordringer de første dage. Mange smerter. Meget kvalme (for nogen). Træthed, ømhed og rastløshed. Det svinger op og ned den første uge. Nogen kan smertedækkes fuldstændig, andre døjer en hel del. Jeg har prøvet at sætte ord på de forskellige “smerter”, man oplever – det kan læses her. Men smerterne aftager stille og roligt, jo længere du kommer i forløbet. Smerterne bliver til ømhed. Et godt råd er at komme så meget op som muligt, selvom det virker uoverskueligt og koster meget energi. Jo flere timer i træk du ligger stille, jo flere smerter og ømhed. Lyt til din krop. Hvis den kan klare en lille tur ud på gangen, så tag den. Det er ok at indrømme, at det gør pokkers ondt, at du er træt, at du ikke kan holde det ud osv. Men sørg for også at finde den positive hat frem hver dag. Find mindst to gode ting ved hver dag, som du selv eller en anden skriver ned i din dagbog. Fx et besøg, en ny ting du kan klare uden hjælp osv. Sørg for, at du ikke graver dig ned og kun se de trælse ting, for de fylder rigeligt i forvejen den første tid.

Du bliver introduceret til forskellige øvelser under din indlæggelse. Gør dig umage med dem. Se det som en kæmpestor succes hver gang, du kan udføre bare en af disse øvelser. Det kommer til at hjælpe dig meget på lang sigt, at du kommer igang med disse øvelser og lærer den nye ryg at kende i trygge rammer med professionelt personale omkring dig.

Hjemkomst

Når du bliver udskrevet for hospitalet, betyder det ikke, at du er smertefri og kan springe rundt. Der er mange forbehold, der skal tages. Du skal passe godt på dig selv. Du er på en masse smertestillende, som du stille og roligt skal finde ud af at trappe ned. Måske er der også lidt bøvl med maven.

MEN.. Det er SÅ dejligt at komme hjem, at komme ud i frisk luft og hjem i vante omgivelser. Det er i sig selv helbredende, tror jeg. Men der kommer nok også en lille nedtur, hvor du bliver frustreret over, at det ikke går så stærkt, som du ville ønske det gjorde. Det er ok, det er en del af processen. Måske rammes du også psykisk af nogen trælse tanker. Det er desværre ikke unormalt at få en lille nedtur rent mentalt efter sådan en omgang. Især hvis du ikke var ordenligt forberedt på det, der ventede dig. Men her må du love mig, at du gør dig umage for ikke at sætte dig selv i en offer-rolle. Det får du ikke noget godt ud af. Og det er så hårdt for dine omgivelser at hjælpe dig, når du først ender der.

Tænk på hele forløbet som et cykelløb med forskellige etaper. Nogen etaper er længere og hårdere end andre. Når du rammer de etaper med meget stigning, er det vigtigt at fortsætte fremad. Hvis du først stopper midt på bjerget, er det svært at komme i gang igen. Nyd det til gengæld, når der er medvind og nedkørsel. Saml energi til næste etape. Og husk at du som cykelrytter er afhængig af dit hold (menneskerne omkring dig) – og de er afhængige af dig. Fortæl dem hvad du har brug for, ellers kan de ikke hjælpe dig. Sæt pris på dem og vis din taknemmelighed.

Tænk hele tiden små, overskuelige skridt frem. Sæt dig selv små delmål, som du fejrer, når de nås. Så er jeg sikker på, at du klarer processen super flot.

Nedturene

Selvom vi fokuserer på det positive, kan der godt komme små nedture. Personligt havde jeg to af slagsen, hvor jeg virkelig var træt af det hele. Den ene fik jeg i sommerhus ugen efter hjemkomst – jeps, vi var rimelig optimistiske, men det gik efter omstændighederne fint. Jeg døjede et par gange med nervesmerter, som er helt ulidelige. Jeg blev virkelig bange, når de kom. Jeg vidste ikke, om der var noget alvorligt galt. Men jeg tror de kom, hvis jeg havde presset mig selv for meget. Gået lidt for langt eller den slags. I sommerhuset kunne jeg ikke rigtig sove om natten, jeg var rastløs, det var varmt og jeg kunne ikke komme til stranden som de andre – eller Fårup Sommerland for den sags skyld. Jeg havde faktisk en lille smule ondt af mig selv. Den følelse brød jeg mig ikke om. Jeg havde et par ordentlig tudeture, men så fik jeg en god snak med mine forældre og veninder, som hjalp ret meget. Og lige så stille begyndte jeg at sætte fokus på mine fremskridt, som der faktisk var mange af hver dag.

Den anden nedtur fik jeg også i en af de første uger efter operationen. Vi fandt ud af, at mit ar begyndte at væske for neden. Vi frygtede, at der var gået en slem infektion i det. Samtidig døjede jeg med rigtige trælse smerter i min skulder, som jeg skulle til fys med 10 min. efter, vi opdagede infektionen i arret. De små ting blev pludselig uoverskuelige, så min søde mor og jeg endte med at “bide lidt” af hinanden. Det gør jo også en ked af det, for mine forældre gjorde alt for mig i den periode. Men heldigvis fik jeg gode øvelser ved fyssen, og infektionen gik i sig selv uden antibiotika (bare rolig, lægen var også inde over) og et par dage efter kunne vi grine af den lettere anstrengte situation.

Perioden efter operationen og de forskellige mærkedage er beskrevet yderligere i dette indlæg.

Efter 3-4 uger vil jeg sige, at jeg var mig selv igen. Og processen gik derfra hurtigt med kun små bump undervejs 🙂

Den rigtige beslutning

Jeg vil gerne slå fast, at jeg er rigtig glad for min beslutning. Jeg har ikke fortrudt en eneste gang. Jeg har det godt, jeg har ikke smerter. Og jeg kan stort set alt det, jeg gerne vil ♥

I er som altid velkomne til at stille spørgsmål. Tusind tak fordi I læste med så langt, I er skønne.

//Solskin fra Sanne 🙂